Mit swing, min pop, min musik.

… med inspiration fra Sinatra, Jamie Cullum, U2, Tom Odell, Adele, James Bond, og garanteret dig.

Jeg vil gøre swing- og bigbandmusikken moderne igen. Jeg vil spille swing for både gamle og unge, og jeg vil underholde for alle typer og højder. Det vil jeg opnå ved at skrive swing og jazz/pop musik, som appellerer til et bredt publikum. Jeg vil have, at du elsker et big band, selvom du aldrig har hørt et. Være overvældet over dets kræfter, dets dynamik og de mange talenter bag. For hvordan kan det ikke forbløffe?

Jeg tror nemlig på, at der er et bredt marked derude for bigband musik. Ikke de lange forkromede soloer eller de skæve harmonier – men alt det, der ligger mellem poppen og jazzen. De silkebløde melodier, de åbenhjertelige tekster, storslåede kræfter i bigbandet, virtuositeten. Nå ja – og så alt det, der knytter sig dertil. Hvem elsker ikke at trække i de pæne klæder, kæresten under armen og komme ud og få sig en ægte cocktail? Og forestil dig så, hvor godt den cocktail smager til lyden af et bigband. Attraktivt, ikke?

Jeg vil med min musik forene swing og pop i en ny genre, der inviterer nye lyttere ind i bigband-hulen. Jeg vil gøre bigbandet til et allemandseje og vise så mange mennesker som muligt, hvad 13 blæsere, en god melodi og et solidt band kan.

Indtil i dag har jeg udgivet et par singler og en Jule-EP og arbejder pt. på mit debutalbum. Tag et lyt herunder eller på din foretrukne streaming service!